Midterms og feriiiiiie!!

Tiden flyver af sted! Jeg kan slet ikke følge med, men hvad værre er, at jeg slet ikke kan vænne mig til tanken om nogensinde at skulle forlade dette sted. Vi har det alt for grineren! Vi lever i vores egen lille boble, og det er virkelig dejligt.

Lige pt. stresser vi over midterms. Det vil sige at halvdelen af vores tid på Barnard er gået. Wow. Jeg føler, at jeg lærer noget nyt hver dag, og jeg glæder mig til at gøre brug af alt den viden.

Igår afleverede jeg midterm paper om kosmos i Kina. Jeg forstod ikke rigtig, hvad jeg skrev om, men forhåbentlig er det okay. Idag holdt jeg oplæg om ulighed i Kina og på torsdag afleverer jeg min sidste paper inden ferie!! Den ferie er så tiltrængt! Cecilia og jeg skal på halvanden dagstur til Washington! Det bliver vildt og første gang jeg forlader New York - som i nogensinde.

Der er sket rigtig meget på den sidste måned. Mange afleveringer er skrevet og det første A- er høstet. Endda i Critical Approaches, som er det ultimativt sværeste fag, jeg tager. Idag var jeg nede og snakke med min professor, hvilket leder til nok det største der er sket. Ser I, faget er et bachelor-afleverings-forberedende fag. Så jeg har bestemt tænkt mig at udnytte det til min fordel. Faget slutter med en stor aflevering, som er et skelet for den opgave, man har tænkt sig at skrive. Da jeg snakkede med min professor havde jeg tænkt på nogle få ting jeg ville skrive om. Sociale bevægelser i Kina var et af dem og social stratifikation en anden. Som jeg snakkede med hende fortalte jeg hende om alle mine flyvske ideer, som er listet sig ind i mit hoved de sidste to måneder. Hun lyttede meget tålmodigt, hvorefter hun roligt sagde, at det lød meget som om jeg allerede havde fundet mit research område: turisme som status indikator i Kina. Mine øjne spillede op, og alting gav pludselig mening. Selvfølgelig er det dét, jeg skal skrive om. Og det bedste ved det hele er (og det sværeste), at der næsten ikke findes noget litteratur omkring emnet. Så jeg skal selv ud og indhente en masse informationer, og jeg glæder mig som et lille barn!

Ellers har vi nydt College livet. Vi har drukket os rigtig fulde, rigtig mange gange og nydt hvert øjeblik. Foråret er endelig kommet hertil og imorgen skulle der blive sol og 15 grader! jubiiiii

Det går også rigtig godt med min søde kinesiske roomie. Jeg lærer hende mange ting om livet. Faktisk tror jeg ikke, at Barnard kunne have valgt to mere forskellige mennesker at sætte i samme rum, men det går simpelthen så smooth.
I aftes havde vi kulturel aften på Barnard, hvor vi skulle fortælle om Danmark. Da vi har meget travlt smækkede vi bare en meget hurtig præsentation sammen, hvorefter jeg brugte mine guide-skills til at formidle al informationen. Min roomie flækkede af grin under præsentationen og kom hen til mig bagefter og roste mig for min evne til at være sjov <3 Hun er sød.
Samtidig er det også sjovt, hvordan jeg får lov til at opleve en kineser så tæt på. Den anden dag sagde en af vores suitemates noget til hende, som hun ikke forstod. Hun spurgte forsigtigt igen, men forstod stadig ikke noget. Da hun kom ind til mig havde hun et bedrøvet udtryk malet i ansigtet, hvorefter hun lidt vemodigt fortalte at hun ikke havde forstået Elizabeth. At tabe ansigt har fået en hel ny mening for mig efter den episode.
Lige nu sidder hun og klipper sine negle ud over vores gulv ... det er jeg til gengæld ikke fan af!

Stres, panik og den første karakter

Efter tre uger følte jeg, at jeg endelig var faldet ind i en rytme. Men ligeså hurtigt som man kan falde ind i en rytme kan man falde ud af den. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har stresset så meget over studier som jeg gør i disse dage. Læsemængden er helt absurd. Meget af læsningen er utrolig spændende - Trotsky's The History of the Russian Revolution hører sig ikke under denne kategori.

I sidste uge fik jeg min første aflevering tilbage. I mit teori-orienterede fag skulle vi skrive en kritik til en artikel af Linda Lim omkring Singapore's økonomi. Faget er meget samfundsfagligt orienteret, hvilket betyder, at jeg skal vænne mig til at opfatte tekster anderledes. Men jeg er ikke langt fra, for jeg fik et flot B+ som svarer til 10.

Men alt den læsning lader sig mærker. I mandags skete der noget som ALDRIG er sket for mig før. Jeg faldt i søvn til undervisning. Det var med min søde, men meget gamle og forvirrende religion/antropologi lærer. Klasseværelset er lille, varmt og så slukker han ovenikøbet lyset for, at vi bedre kan se hans powerpoint. Efter 20 minutter kunne jeg mærke at mine øjne bare ikke kunne mere. De døde fuldstændigt. Jeg lagde hovedet ind til væggen og fik en lille lur på fem minutter. Ingen så noget.

Det går godt med min søde roomie, Fan. Hun er meget grøn på det her flytte-hjemme-fra-punkt. Den anden dag kom hun staniol i mikro-ovnen. Man lærer jo af sine fejl, kan man sige. Så er det godt hun har en meget tålmodig og erfaren mentor som mig, der lige kan fortælle hende, når hun står med det brændte staniol i sin hånd, at man ikke kan komme det i mikroen.

I torsdags var der arrangement på Columbia med gratis mad! Det er lige noget for en jysk udvekslingsstuderende. Godt nok stod vi i kø i cirka en halv time, men det var gratis. Sidste fredags mødte australske Hannah og jeg tre rigtig søde Barnard/Columbia studerende på den lokale bar (1020) - det var en af dem jeg tog til arrangement med, Agustin - fra Venezuela. Han synes det sejeste i hele verden er når jeg siger que chevere, som er typisk venezuelansk slang, og som jeg ikke aner hvor jeg har fra. Men det var lige noget vi kunne bonde over. Agustin er senior på General Studies. Samme aften som der var arrangement, var der også senior-fest. Noget som kun seniors må komme med til, men selvsagt fik jeg mig ind til festen. Eller det var nærmere Agustin som fik både mig og Sacha, samt en af de piger vi havde mødt på baren fredagen inden (som i øvrigt kun er junior) ind til senior-party. Og dér så jeg dem. Jeg havde tidligere set dem på film, jeg har drømt om at få lov til at holde en og lige pludselig var de foran mig, sammen med gratis øl; de famøse røde plastikkopper.
Tre gratis øl senere syntes jeg, at de søde amerikanske seniors skulle have lov til at opleve, hvor god jeg er til at starte et dansegulv. Da det ikke gik som planlagt tog vi på 1020.

En vild aften senere vågnede jeg fredag morgen med det tungeste hoved i mands minde. Og dér oprandt ideen. Jeg skrev til Hannah. "Let's get brekky!" - Og det gjorde vi. Vi gik på noget der hedder Community, som åbenbart er utrolig populært. Der er normalt altid kø, men vi gik lige ind. Midt i maden siger Hannah, at hun ser mænd med øresnegle bag mig. Det næste vi hører er at Michelle Obama er i restauranten! Tømmermændsramte, som vi var, havde vi SLET ikke opfattet at hun var gået ind. Men så trak vi det lige en halv time mere inden vi gik, for se hende - dét skulle vi! Og det gjorde vi. Vi besluttede os for at intet andet den dag kunne måle sig med det, og tog derfor hjem til hver vores seng for at lægge os til at dø.

Det var lidt om min uge i New York, og nu skal jeg læse en tekst Ban Zhao om kvinder i Kina - heldigvis en lidt mere spændende tekst end Trotsky.

Undervisning, undervisning, superbowl!

Anden uge med undervisning er nu gået og jeg føler det nok skal blive godt.

Jeg elsker mit fag med Dorothy Ko - det kan jeg ikke understrege nok! Alle kvinder burde følge hendes fag. Hun er så superinspirerende og opmuntrende. Samtidig bliver jeg også totalt starstruck når jeg møder til hendes timer. Jeg har virkelig stor respekt for hende!

Mit antropologi fag som handler om religion i Kina er helt okay, men underviseren Myron Cohen er en gammel lille mand, som ofte glemmer hvad han vil sige. Han snakker i et væk, men jeg har lidt svært ved at finde hans pointe i hans svada. 

Og så er der mit sociologi fag - FEDT! Professoren har totalt meget humor og selvom han gør livet surt for os med quizzer og afleveringer så er han altså bare herre grineren. 

Jeg har et teori fag udover de tre andre, men det har jeg desværre kun været til to gange da det blev aflyst sidste tirsdags på grund af den store og farlige (læs: ganske harmløse) snestorm. Det var koldt og det sneede, men værre var det altså ikke. Til gengæld er der monsterkoldt! Altså vi taler sådan minus grader. Minus 10 var den i weekenden, da jeg gik på biblioteket! av av av

I torsdags tog hele flokken til Brooklyn for at feste og fandt et superlækkert sted Alligator Lounge, hvor man får gratis pizza hvis man køber en fadøl - ja tak. 

Bagefter var vi det værste sted henne - Brooklyn Bowl, som er en bowle hal kombineret med club og sådan lidt for mærkeligt.

Der er rigtig mange barer her i området, og indtil videre har vi ikke dyrket det så meget, men det kommer nu! I søndags var vi på en tysk-inspireret bar og se Superbowl. Som en kæmpe flok udlændinge fattede vi ikke meget af hvad der forgik, men stemningen i sig selv var vild. Folk råbte og skreg og det var det vildeste!

I weekenden rykkede min roomie og jeg også rundt på vores værelse. I samme omgang besluttede vi os for at gøre rent i lejligheden sammen med Daniela som også bor her. Vi er seks i lejligheden, men kun tre af os er hjemme ofte. Jeg hentede en støvsuger nede i receptionen i bygningen. Og hvad der så skete var noget af det sjoveste længe. Min søde roomie på 21 år fra Shanghai kigger på støvsugeren og udbryder: "waaaaaah, what is this??" Jeg spørger om hun aldrig har set en støvsuger før hvortil hendes svar er: Nej. Ivrig efter at bruge den går hun i gang, men desværre går det ikke så godt, for hun forstår ikke helt hvordan det fungerer, men hun var meget sød. I stedet vaskede hun så gulvet bagefter.
Ak ja, kulturforskelle. Den anden dag spurgte hun mig også forsigtigt om jeg planlægger at finde en kæreste herover, og når jeg kommer hjem fra bar spørger hun konstant om jeg mødte nogen. Men måske det bedste var da jeg fortalte at jeg havde stalket min Teacher's Assistant i sociologi og fundet ud af han var ungarer. Så var hun hurtig til at foreslå at jeg bare kunne finde sammen med ham. Som hun sagde: "It will be good for you! Good grades, good relationship." Det her venskab skal nok blive helt specielt :) 

First week of classes!

Den første uge med kurser er nu overstået og det har kun været hektisk.

Mandag den 19. januar er en helligdag her i USA for Martin Luther King. Så fagene begyndte først om tirsdagen. Det første fag jeg var til var kinesisk sprog. Det var lidt af en oplevelse. Jeg deler jo værelse med en kineser, så får heldigvis snakket rigtig meget kinesisk, så jeg var egentlig meget fortrolig ved at skulle til time. Den første time gik ud på at introducere sig selv, da ikke alle havde fulgt kursus hos samme professor. Det mundtlige niveau er ikke superhøjt, omend der bliver snakket rigtig meget. Til gengæld er de VILDE til at genkende tegn og en stor del af undervisningen består af dette. Det fandt jeg ud af onsdag morgen, da hele første halvdel af timen gik med at genkende de tegn, som de havde lært i forrige semester og hvor jeg ingen jordisk chance havde for at kunne deltage. Ydermere er professoren stor modstander af Pleco (OMG).
Det hele resulterede i stor frustation fra min side, som jeg snakkede med professoren om efter timen. Hun er det sødeste i hele verden og virkelig en kompetent underviser. Den tekstbog som de kommer til at arbejde med er endnu ikke udgivet og er iøvrigt en professoren selv har skrevet (Welcome to Columbia). Jeg fik lov til at skimme den igennem og teksterne som de skal læse er overhovedet ikke på samme niveau som i Danmark. Faktisk ligner de meget de tekster vi læste, da vi var i Kina. Bum Bum. Jeg var i kontakt med min professor hjemme i Danmark, og eftersom jeg er ude på mit grundfag må sprogfaget nødvendigvis leve op til samme standard som det derhjemme. Noget som jeg ikke tror vil kunne lade sig gøre.
For at være på den sikre side droppede jeg da sprogfaget og tilmelder mig i stedet faget derhjemme. Der er ikke mødepligt og jeg kan kigge med på teksterne herfra.
Det åbnede samtidig også op for 15 ECTS point herover som jeg nu kan bruge som jeg vil, da de skal tælle mod tilvalg. Men jeg måtte tænke sygt hurtigt for at beslutte hvad jeg skulle læse. Jeg har jo tænkt at mine tilvalg skulle læses på CBS, men efter blot en uge i denne dynamiske by, hvor kultur fylder så meget, er jeg ikke længere sikker. Samtidig er jeg også allerede nu blevet så inspireret af alle de undervisere jeg har mødt. Så for ikke at lukke nogle døre for mig selv har jeg valgt at læse et antropologi og et sociologi fag. Det bliver superspændende og giver mig mulighed for både at kunne vælge resten af mine 30 ECTS point tilvalg på CBS eller andetsteds, da det er ret brugbare fag inden for samfundsvidenskab.

Panik, panik, panik

Sådan var det. Til mit held er dog at første uge altid er "shopping week". Det vil sige man kan prøve forskellige fag, tjekke dem ud og se om det er noget for en. Jeg var rundt på lidt forskelligt inden jeg tog mit valg (hvilket endte med overhovedet ikke at være nogen af dem jeg deltog i).

Arbejdsmængden er utrolig stor! I flere af fagene er der ugentlige afleveringer og quizzes, og så er der rigtig meget læsning til hvert fag. Og dem af jer som tænker "Men Barbara det læser du jo alligevel ikke, for hvornår har du gjort det", der er svaret: "jo!" - og det siden at man bliver testet i det man har læst. Til gengæld har mange af fagene så hverken "midterm" eller eksamen, så det er helt okay. Også har jeg bare fået det bedste fag nogensinde. Jeg følger et fag af professor Dorothy Ko, som handler om kvinder og sex i Kina. Det er superinteressant og så er underviseren virkelig engageret og passioneret omkring materialet. Det er så fedt! Samtidig er hun åbenbart en af de allermest respekterede lærde inden for sit område, og folk kommer til Columbia kun for at følge hendes fag. Sådan.

Igår var vi ude og være vilde på karaoke bar, så idag skal jeg i seng NU! Jeg er så træt! Peace out.

Welcome to New York .....

..... "it's been waiting for you!" - Desværre blev jeg ikke mødt med Taylor's sprøde stemme i lufthavnen. Efter en flyvetur på 8 timer (en time ekstra grundet stærk modvind), landede vi sikkert i JFK. Alting gik utrolig smertefrit. Der var ingen kø til immigration, vi fik vores bagage næsten med det samme. Vi stod ikke rigtig i kø til at få taxa og vi blev opgraderet på vores Inn. Hm, det hele var lidt for godt til at være sandt.

Første gang jeg var i New York var i 2006. Det var med min søde mor. Vi boede på Morningside Inn oppe i Morningside Heights og det var også her Cille og jeg tjekkede ind i går aftes. Selvom det er 8 år siden har bygningen ikke ændret sig. Uden at tænke mig om to gange ledte jeg os ned i Garden of Eden, som er supermarkedet lige rundt om hjørnet, hvor mor og jeg handlede, da vi var her.
Det tog os ikke lang tid at falde om. Klokken halv ni var vi dødtrætte begge to og sov næsten uafbrudt indtil klokken 7.

Idag var det så dagen. Den første rigtige dag i New York. Vi skulle tjekke ind på vores værelser. Min kollegiebygning ligger på Amsterdam Avenue og altså på den anden side af Columbia, hvilket vil sige at jeg skal krydse igennem Columbia når jeg skal hen til Barnard. I rask tempo (hvilket det bliver når der er -6 grader udenfor) tager det cirka 15 minutter at gå.
Jeg følte mig hjemme i løbet af 2 minutter og pakkede hurtigt alle mine ting ud. Værelset er okay. Det er ikke noget 5 stjernet hotel, men der er de mest basale ting. Jeg deler det sammen med en kinesisk pige, som kommer fra Xian men studerer i Shanghai. Hun er supersød. Indtil nu har vi næsten kun talt kinesisk sammen og jeg kan mærke at jeg kommer til at rykke mig meget.

Vi mødtes om eftermiddagen med nogle af de andre danske piger for at se om vi kunne få købt nogle ting til vores værelser, men da det ikke syntes at blive en realitet tog Cille og jeg metroen til Times Square og havde et glædeligt gensyn med Forever 21. Ja tak.

Noget af det allerbedste ved New York er hvordan det er en kæmpe kulturel smeltedigel. Her mødes alle kulturer på kryds og tværs. Til min venstre side snakker de spansk, til højre kinesisk. Hvor er det vildt. Samtidig er byen bare så velkommende. Menneskerne er utrolig søde og virkelig hjælpsomme.
Okay, måske ikke alle. Men det er også et aspekt jeg godt kan lide. Byen er barsk og ærlig, men på den bedste måde. Der er ikke så mange facader. Er du rig, så er du rig. Er du fattig, så er du fattig. Det kan ses på dig. Men der er plads til alle her. Folk er ligeglade med hvordan de ser ud. Det er da for sejt! Jeg glæder mig rigtig meget til at se om jeg også elsker New York ligeså meget om 4 måneder.

En anden fascinerende ting ved New York er hvordan at der konstant sker nye ting, men samtidig så er byen helt præcis som dengang i 2006.

Here I go again

Det bliver ikke nemmere. Det er tredje gang, jeg bevæger mig ud for at være væk i mere end et par uger. Men det bliver aldrig nemmere. Jeg troede ellers, at jeg efterhånden var erfaren på dette punkt. Men det er stadig ikke nemt at sige farvel. At rejse ud er altid en prøve. Det er ikke første gang, jeg gør det, men det er første gang, jeg rejser ud uden at vide, hvor jeg kommer tilbage til. Dét i sig selv er grænseoverskridende. Dertil afskeden og at stole på at venskaberne vil kunne udholde distancen.
Noget af det jeg har lært igennem alle mine rejser er, at meget kan ske på kort tid. Det er svært at forholde sig til det der foregår herhjemme, når man selv sidder tusinder af kilometer væk og i helt andre omgivelser end de vante. Nogen gange holder venskabet ikke til den udfordring det skaber, men andre gange så styrkes det. Under alle omstændigheder sker der det, der nu engang må ske.

Det er hårdt. Det er altid som om, at jeg i tiden op til afrejsen bliver mindet om, alt det gode jeg har herhjemme. Jeg betvivler da mine motiver for mine rejser. Alle de ting jeg ikke vil kunne komme til at gøre med alle mine venner og familie her. Samtidig hersker der en uvidenhed om, hvad der venter mig, når jeg kommer frem.
For første gang har jeg en at rejse sammen med og det skaber en tryghed. Jeg ved nogenlunde, hvad der venter mig på den anden side af Atlanten. Men der er stadig mange spørgsmålstegn som hænger over mit hoved. Denne uvidenhed er ligeledes også en spænding. Eller, det er faktisk på grund af denne uvidenhed, at jeg glæder mig. Jeg ved, at tiden kommer til at flyve og om 5 måneders tid, når jeg forbereder mig på at skal hjem til Danmark igen, så vil jeg tænke: "hvor blev tiden dog af." Det, der er allermest fantastisk ved at skulle af sted denne gang, er hvor meget, jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at skulle ud, men jeg glæder mig også til at komme hjem til alle mine dejlige venner og veninder, som har gjort det sidste år i København til det absolut bedste. Og så glæder jeg mig til at se hvad der er sket på de 5 måneder. Hvem har jeg mødt? Hvad har jeg lært? Hvad har jeg set?

Så nu sidder jeg her. Klar. Træt. Spændt. Min kuffert er pakket. Jeg har sagt farvel. Lad rejsen begynde!