First week of classes!

Den første uge med kurser er nu overstået og det har kun været hektisk.

Mandag den 19. januar er en helligdag her i USA for Martin Luther King. Så fagene begyndte først om tirsdagen. Det første fag jeg var til var kinesisk sprog. Det var lidt af en oplevelse. Jeg deler jo værelse med en kineser, så får heldigvis snakket rigtig meget kinesisk, så jeg var egentlig meget fortrolig ved at skulle til time. Den første time gik ud på at introducere sig selv, da ikke alle havde fulgt kursus hos samme professor. Det mundtlige niveau er ikke superhøjt, omend der bliver snakket rigtig meget. Til gengæld er de VILDE til at genkende tegn og en stor del af undervisningen består af dette. Det fandt jeg ud af onsdag morgen, da hele første halvdel af timen gik med at genkende de tegn, som de havde lært i forrige semester og hvor jeg ingen jordisk chance havde for at kunne deltage. Ydermere er professoren stor modstander af Pleco (OMG).
Det hele resulterede i stor frustation fra min side, som jeg snakkede med professoren om efter timen. Hun er det sødeste i hele verden og virkelig en kompetent underviser. Den tekstbog som de kommer til at arbejde med er endnu ikke udgivet og er iøvrigt en professoren selv har skrevet (Welcome to Columbia). Jeg fik lov til at skimme den igennem og teksterne som de skal læse er overhovedet ikke på samme niveau som i Danmark. Faktisk ligner de meget de tekster vi læste, da vi var i Kina. Bum Bum. Jeg var i kontakt med min professor hjemme i Danmark, og eftersom jeg er ude på mit grundfag må sprogfaget nødvendigvis leve op til samme standard som det derhjemme. Noget som jeg ikke tror vil kunne lade sig gøre.
For at være på den sikre side droppede jeg da sprogfaget og tilmelder mig i stedet faget derhjemme. Der er ikke mødepligt og jeg kan kigge med på teksterne herfra.
Det åbnede samtidig også op for 15 ECTS point herover som jeg nu kan bruge som jeg vil, da de skal tælle mod tilvalg. Men jeg måtte tænke sygt hurtigt for at beslutte hvad jeg skulle læse. Jeg har jo tænkt at mine tilvalg skulle læses på CBS, men efter blot en uge i denne dynamiske by, hvor kultur fylder så meget, er jeg ikke længere sikker. Samtidig er jeg også allerede nu blevet så inspireret af alle de undervisere jeg har mødt. Så for ikke at lukke nogle døre for mig selv har jeg valgt at læse et antropologi og et sociologi fag. Det bliver superspændende og giver mig mulighed for både at kunne vælge resten af mine 30 ECTS point tilvalg på CBS eller andetsteds, da det er ret brugbare fag inden for samfundsvidenskab.

Panik, panik, panik

Sådan var det. Til mit held er dog at første uge altid er "shopping week". Det vil sige man kan prøve forskellige fag, tjekke dem ud og se om det er noget for en. Jeg var rundt på lidt forskelligt inden jeg tog mit valg (hvilket endte med overhovedet ikke at være nogen af dem jeg deltog i).

Arbejdsmængden er utrolig stor! I flere af fagene er der ugentlige afleveringer og quizzes, og så er der rigtig meget læsning til hvert fag. Og dem af jer som tænker "Men Barbara det læser du jo alligevel ikke, for hvornår har du gjort det", der er svaret: "jo!" - og det siden at man bliver testet i det man har læst. Til gengæld har mange af fagene så hverken "midterm" eller eksamen, så det er helt okay. Også har jeg bare fået det bedste fag nogensinde. Jeg følger et fag af professor Dorothy Ko, som handler om kvinder og sex i Kina. Det er superinteressant og så er underviseren virkelig engageret og passioneret omkring materialet. Det er så fedt! Samtidig er hun åbenbart en af de allermest respekterede lærde inden for sit område, og folk kommer til Columbia kun for at følge hendes fag. Sådan.

Igår var vi ude og være vilde på karaoke bar, så idag skal jeg i seng NU! Jeg er så træt! Peace out.

Welcome to New York .....

..... "it's been waiting for you!" - Desværre blev jeg ikke mødt med Taylor's sprøde stemme i lufthavnen. Efter en flyvetur på 8 timer (en time ekstra grundet stærk modvind), landede vi sikkert i JFK. Alting gik utrolig smertefrit. Der var ingen kø til immigration, vi fik vores bagage næsten med det samme. Vi stod ikke rigtig i kø til at få taxa og vi blev opgraderet på vores Inn. Hm, det hele var lidt for godt til at være sandt.

Første gang jeg var i New York var i 2006. Det var med min søde mor. Vi boede på Morningside Inn oppe i Morningside Heights og det var også her Cille og jeg tjekkede ind i går aftes. Selvom det er 8 år siden har bygningen ikke ændret sig. Uden at tænke mig om to gange ledte jeg os ned i Garden of Eden, som er supermarkedet lige rundt om hjørnet, hvor mor og jeg handlede, da vi var her.
Det tog os ikke lang tid at falde om. Klokken halv ni var vi dødtrætte begge to og sov næsten uafbrudt indtil klokken 7.

Idag var det så dagen. Den første rigtige dag i New York. Vi skulle tjekke ind på vores værelser. Min kollegiebygning ligger på Amsterdam Avenue og altså på den anden side af Columbia, hvilket vil sige at jeg skal krydse igennem Columbia når jeg skal hen til Barnard. I rask tempo (hvilket det bliver når der er -6 grader udenfor) tager det cirka 15 minutter at gå.
Jeg følte mig hjemme i løbet af 2 minutter og pakkede hurtigt alle mine ting ud. Værelset er okay. Det er ikke noget 5 stjernet hotel, men der er de mest basale ting. Jeg deler det sammen med en kinesisk pige, som kommer fra Xian men studerer i Shanghai. Hun er supersød. Indtil nu har vi næsten kun talt kinesisk sammen og jeg kan mærke at jeg kommer til at rykke mig meget.

Vi mødtes om eftermiddagen med nogle af de andre danske piger for at se om vi kunne få købt nogle ting til vores værelser, men da det ikke syntes at blive en realitet tog Cille og jeg metroen til Times Square og havde et glædeligt gensyn med Forever 21. Ja tak.

Noget af det allerbedste ved New York er hvordan det er en kæmpe kulturel smeltedigel. Her mødes alle kulturer på kryds og tværs. Til min venstre side snakker de spansk, til højre kinesisk. Hvor er det vildt. Samtidig er byen bare så velkommende. Menneskerne er utrolig søde og virkelig hjælpsomme.
Okay, måske ikke alle. Men det er også et aspekt jeg godt kan lide. Byen er barsk og ærlig, men på den bedste måde. Der er ikke så mange facader. Er du rig, så er du rig. Er du fattig, så er du fattig. Det kan ses på dig. Men der er plads til alle her. Folk er ligeglade med hvordan de ser ud. Det er da for sejt! Jeg glæder mig rigtig meget til at se om jeg også elsker New York ligeså meget om 4 måneder.

En anden fascinerende ting ved New York er hvordan at der konstant sker nye ting, men samtidig så er byen helt præcis som dengang i 2006.

Here I go again

Det bliver ikke nemmere. Det er tredje gang, jeg bevæger mig ud for at være væk i mere end et par uger. Men det bliver aldrig nemmere. Jeg troede ellers, at jeg efterhånden var erfaren på dette punkt. Men det er stadig ikke nemt at sige farvel. At rejse ud er altid en prøve. Det er ikke første gang, jeg gør det, men det er første gang, jeg rejser ud uden at vide, hvor jeg kommer tilbage til. Dét i sig selv er grænseoverskridende. Dertil afskeden og at stole på at venskaberne vil kunne udholde distancen.
Noget af det jeg har lært igennem alle mine rejser er, at meget kan ske på kort tid. Det er svært at forholde sig til det der foregår herhjemme, når man selv sidder tusinder af kilometer væk og i helt andre omgivelser end de vante. Nogen gange holder venskabet ikke til den udfordring det skaber, men andre gange så styrkes det. Under alle omstændigheder sker der det, der nu engang må ske.

Det er hårdt. Det er altid som om, at jeg i tiden op til afrejsen bliver mindet om, alt det gode jeg har herhjemme. Jeg betvivler da mine motiver for mine rejser. Alle de ting jeg ikke vil kunne komme til at gøre med alle mine venner og familie her. Samtidig hersker der en uvidenhed om, hvad der venter mig, når jeg kommer frem.
For første gang har jeg en at rejse sammen med og det skaber en tryghed. Jeg ved nogenlunde, hvad der venter mig på den anden side af Atlanten. Men der er stadig mange spørgsmålstegn som hænger over mit hoved. Denne uvidenhed er ligeledes også en spænding. Eller, det er faktisk på grund af denne uvidenhed, at jeg glæder mig. Jeg ved, at tiden kommer til at flyve og om 5 måneders tid, når jeg forbereder mig på at skal hjem til Danmark igen, så vil jeg tænke: "hvor blev tiden dog af." Det, der er allermest fantastisk ved at skulle af sted denne gang, er hvor meget, jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at skulle ud, men jeg glæder mig også til at komme hjem til alle mine dejlige venner og veninder, som har gjort det sidste år i København til det absolut bedste. Og så glæder jeg mig til at se hvad der er sket på de 5 måneder. Hvem har jeg mødt? Hvad har jeg lært? Hvad har jeg set?

Så nu sidder jeg her. Klar. Træt. Spændt. Min kuffert er pakket. Jeg har sagt farvel. Lad rejsen begynde!