Stres, panik og den første karakter

Efter tre uger følte jeg, at jeg endelig var faldet ind i en rytme. Men ligeså hurtigt som man kan falde ind i en rytme kan man falde ud af den. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har stresset så meget over studier som jeg gør i disse dage. Læsemængden er helt absurd. Meget af læsningen er utrolig spændende - Trotsky's The History of the Russian Revolution hører sig ikke under denne kategori.

I sidste uge fik jeg min første aflevering tilbage. I mit teori-orienterede fag skulle vi skrive en kritik til en artikel af Linda Lim omkring Singapore's økonomi. Faget er meget samfundsfagligt orienteret, hvilket betyder, at jeg skal vænne mig til at opfatte tekster anderledes. Men jeg er ikke langt fra, for jeg fik et flot B+ som svarer til 10.

Men alt den læsning lader sig mærker. I mandags skete der noget som ALDRIG er sket for mig før. Jeg faldt i søvn til undervisning. Det var med min søde, men meget gamle og forvirrende religion/antropologi lærer. Klasseværelset er lille, varmt og så slukker han ovenikøbet lyset for, at vi bedre kan se hans powerpoint. Efter 20 minutter kunne jeg mærke at mine øjne bare ikke kunne mere. De døde fuldstændigt. Jeg lagde hovedet ind til væggen og fik en lille lur på fem minutter. Ingen så noget.

Det går godt med min søde roomie, Fan. Hun er meget grøn på det her flytte-hjemme-fra-punkt. Den anden dag kom hun staniol i mikro-ovnen. Man lærer jo af sine fejl, kan man sige. Så er det godt hun har en meget tålmodig og erfaren mentor som mig, der lige kan fortælle hende, når hun står med det brændte staniol i sin hånd, at man ikke kan komme det i mikroen.

I torsdags var der arrangement på Columbia med gratis mad! Det er lige noget for en jysk udvekslingsstuderende. Godt nok stod vi i kø i cirka en halv time, men det var gratis. Sidste fredags mødte australske Hannah og jeg tre rigtig søde Barnard/Columbia studerende på den lokale bar (1020) - det var en af dem jeg tog til arrangement med, Agustin - fra Venezuela. Han synes det sejeste i hele verden er når jeg siger que chevere, som er typisk venezuelansk slang, og som jeg ikke aner hvor jeg har fra. Men det var lige noget vi kunne bonde over. Agustin er senior på General Studies. Samme aften som der var arrangement, var der også senior-fest. Noget som kun seniors må komme med til, men selvsagt fik jeg mig ind til festen. Eller det var nærmere Agustin som fik både mig og Sacha, samt en af de piger vi havde mødt på baren fredagen inden (som i øvrigt kun er junior) ind til senior-party. Og dér så jeg dem. Jeg havde tidligere set dem på film, jeg har drømt om at få lov til at holde en og lige pludselig var de foran mig, sammen med gratis øl; de famøse røde plastikkopper.
Tre gratis øl senere syntes jeg, at de søde amerikanske seniors skulle have lov til at opleve, hvor god jeg er til at starte et dansegulv. Da det ikke gik som planlagt tog vi på 1020.

En vild aften senere vågnede jeg fredag morgen med det tungeste hoved i mands minde. Og dér oprandt ideen. Jeg skrev til Hannah. "Let's get brekky!" - Og det gjorde vi. Vi gik på noget der hedder Community, som åbenbart er utrolig populært. Der er normalt altid kø, men vi gik lige ind. Midt i maden siger Hannah, at hun ser mænd med øresnegle bag mig. Det næste vi hører er at Michelle Obama er i restauranten! Tømmermændsramte, som vi var, havde vi SLET ikke opfattet at hun var gået ind. Men så trak vi det lige en halv time mere inden vi gik, for se hende - dét skulle vi! Og det gjorde vi. Vi besluttede os for at intet andet den dag kunne måle sig med det, og tog derfor hjem til hver vores seng for at lægge os til at dø.

Det var lidt om min uge i New York, og nu skal jeg læse en tekst Ban Zhao om kvinder i Kina - heldigvis en lidt mere spændende tekst end Trotsky.